Luan Shaqiri flyver videre
21. juli 2022

CapaSystems sender endnu en færdiguddannet og kompetent ung teknikker ud i verden efter 3 års elevtid hos CapaFamilien i Taastrup

Det er en flyvefærdig ung mand, CapaSystems sender ud i verden, når vi fredag den 22. juli vinker farvel til Luan Shaqiri efter endt elevforløb. Luan har gennemført sin uddannelse som datatekniker med infrastruktur som speciale – med både studentereksamen og svendeprøve i et.

Luan Shaqiri
Luan Shaqiri, da den velfortjente hue kom på plads.

CapaSystems har haft stor glæde af Luan i 3 år med hans gode humør og super tilgang til nye opgaver – både med test af vores produkter samt stor hjælp i vores support.

Vi fik Luan ombord som 19-årig – lige færdig med sit hovedforløb 2 EUX på TEC Ballerup. Luan sendte os en elevansøgning flere måneder før, vi gik i gang med selve rekrutteringen. Og selv om vi lovede ham at gemme ansøgning, var han alligevel den første til at gensende sin ansøgning, da vi åbnede op for ansøgningsrunden.

– Det vidner jo om engagement – et engagement, som vi har nydt godt af gennem årene, hvor vi aldrig var i tvivl om, at vi ved rekrutteringen valgte rigtigt. Der er tale om en social, ung mand med stort smil og gode færdigheder, som Netcompany godt kan glæde sig til at få ombord, når vi slipper ham, siger Chief Product Officer Martin Søndergaard, CapaSystems.

Netcompany bliver næste skridt for Luan, der starter som Operation Engineer og skal arbejde i deres interne IT med opgaver for den offentlige og private sektor.

Vi takker Luan for hans bidrag gennem 3 år og ønsker ham held og lykke med de nye udfordringer.

Vi er på udkig efter vores næste elev

CapaSystems har endnu to elever i sin fold – Mikkel André Knop og Simon Toftedal Hansen, som vi heldigvis har glæde af i nogle år endnu. Vi er dog gået i gang med at kigge efter endnu en talentfuld ung tekniker in spe til CapaFamilien i Taastrup – så er du i gang med uddannelsen datatekniker med infrastruktur som speciale og kunne tænke dig at blive elev hos CapaSystems, så send os gerne en ansøgning.

Det er muligt at læse mere på vores jobopslag her