Hvordan hjælper du din arbejdsplads med at være sikker?

29. januar 2019

Flere og flere virksomheder bliver angrebet af hackere. Din arbejdsplads har allerede mange foranstaltninger til at holde sikkerheden oppe, men du kan også bidrage. I denne artikel får du som medarbejder nogle ting, du kan gøre for at hjælpe din arbejdsplads med at holde hackerne ude.

Mobile enheder er en udfordring

Det giver udfordringer, når du er på farten med din mobiltelefon og din bærbare computer. Hvis du logger på WiFi-netværk uden en kode, såkaldte åbne netværk, kan du være skyld i, at din arbejdsplads bliver sårbar.

Det er en udfordring for din virksomhed – og du kan lette deres arbejde ved at være varsom med at gøre brug af disse netværk.

Eksempelvis kan du undgå risikoen ved at huske at gøre brug en af VPN-løsning. En VPN skjuler din forbindelse, så det bliver sværere, hvis ikke umuligt, at hacke din enhed. Det er den sikreste måde at få forbindelse til din arbejdsplads, når du er på farten. Din arbejdsplads har sikkert allerede en VPN-løsning, som du kan benytte dig af. Brug den! Så er du med til at beskytte din arbejdsplads.

Vil du være helt sikker på, at der ikke sker noget, så brug din telefons 4G-netværk. Med 4G-netværket undgår du helt at bruge det åbne og usikre netværk.

Pas på phishing

Phishing-mails er oppe i tiden. Det er mails, der udgiver sig for eksempelvis at være din bank eller en offentlig myndighed, men når du klikker på et link i mailen, stjæler hackerne dine oplysninger eller åbner en port til din computer, som de kan komme ind ad.

Din arbejdsplads’ spam-filter vil fange en del af disse mails, inden de rammer din indbakke, men desværre ikke alle. Vær derfor opmærksom på, hvem du får mails fra, og hvad de sender til dig. Kig for eksempel på, hvilken e-mailadresse, de er sendt fra eller om der spørges efter oplysninger, som for eksempel din bank allerede har. Ser den mistænkelig ud – i så fald: Slet den.

De små ting gør en stor forskel

Der er selvfølgelig også mange små ting, du kan gøre for at øge sikkerheden. For eksempel kan et såkaldt ”to-faktor-login” være med til at stoppe ubudne gæster.

To-faktor-login er ganske enkelt. I stedet for en enkelt kode, skal du bruge to. Én til f.eks. din e-mail og én du får tilsendt på din telefon, som du skal skrive på samme måde som NemId, inden du får adgang.

Således skal hackeren både kende dine e-mailkode og have adgang til din telefon for at kunne bryde ind. To-faktor-logins er ikke begrænset til e-mails. Det kan ofte bruges både til din e-mail-konto, iCloud, sociale medier og mange andre services på nettet.

Dine kodeord skal være stærke

Brug stærke kodeord! Du har hørt det før, men det er vigtigt. I stedet for kodeord som bjarne1976 skal du benytte dig af kodeord, der ikke er relateret til dig som person eller er for nemme at finde mønstre i (Sommer2018). Et stærkt kodeord bruger både store og små bogstaver, tal og tegn og har en god længde. Det behøver ikke at være svært at huske. FerieiSchweiz2017! er et rigtig stærkt kodeord og samtidigt nemt at huske. Især hvis du har været på ferie i Schweiz.

Såkaldte Password-banker er et rigtig godt alternativ. De gemmer dine kodeord for dig, og giver dig også mulighed for at genere stærke kodeord med op til 17 cifre.

Du har sikkert prøvet at skulle skifte kodeord hvert halve år. Det kan være svært, men det gør livet for hackerne besværligt, og giver et stort rygstød til sikkerheden. Igen er password-bankerne med til at hjælpe dig. De kan i mange tilfælde skifte kodeordet for dig automatisk med et enkelt tryk på en knap. Desuden holder de styr på, hvilket kodeord du bruger i dette halvår.

Alle disse trin er forholdsvis simple og lettilgængelige. Og de gør en verden til forskel. Hvis du begynder allerede i dag med at opdatere din it-sikkerhed på arbejdet (og på din hjemmecomputer), vil du fjerne mindst én årsag til hovedpine for din arbejdsplads allerede i morgen.

Lad CapaSystems hjælpe med sikkerheden – læs mere her