Kære IT-chef. Er du klar? Vh. Fremtiden

12. september 2019

IT-chefen i fremtiden er fokusordet i denne artikel. Engang var adgangskravet til jobbet som IT-chef, at man skulle kunne kode. Du skulle kunne fejlfinde og -rette i Windows Command Prompt, og så var du ret godt kørende. Sådan er det ikke længere.

I dag og i fremtiden er kravene til IT-chefen mindre tekniske og handler i langt højere grad om bred systemforståelse, gode kommunikationsevner og stærke ledelseskompetencer.

I denne artikel har vi samlet en håndfuld af de vigtigste kompetencer, du skal besidde for at blive den succesfulde IT-chef – i dag og i fremtiden.

5 kernekompetencer hos IT-chefen i fremtiden

Måske du kigger på listen herunder og tænker: ”Det hele er bløde fag – hvad blev der af den tekniske ekspertise?” Langt hen ad vejen har du ret: Fremover er det de bløde kompetencer, der er afgørende for din succes som IT-chef.

Den udvikling, vi ser i øjeblikket, går nemlig mod højere specialisering i IT-sektoren. Udviklingen går mod mere komplekse løsninger, som kræver højt specialiserede eksperter. En udvikling der drives af krav fra brugerne, som vil have brugervenlighed, automatisering og deep machine learning.

Det betyder, at fremtidens IT-system både vil være afhængigt af eksterne leverandører, og at du kan tiltrække medarbejdere med ekspertviden.

Så nej, mange af fremtidens kernekompetencer for dig som IT-chef er derfor ikke tekniske. De er bløde:

#1 Du skal have indsigt og overblik

Det er dit ansvar at vælge den rette software til at løse din virksomheds udfordringer. Det er dit ansvar at matche jeres IT-system med de behov, jeres brugere har.

For at kunne træffe de rette beslutninger, er det derfor vigtigt, at du holder dig opdateret på nye strømninger i IT-sektoren. Du skal kende til de nye software-typer, og du skal vide, hvilke apps og systemer, der passer til forskellige brugssituationer.

Denne viden er væsentlig, både når du skal vælge nye IT-løsninger til din virksomhed, og når du skal vælge ikke at investere i det seneste IT-modefænomen.

Hos CapaSystems holder vi selv øje med udviklingen på blandt andet disse sider:

  1. Teknologiens Mediehus – Version2
  2. TechRepublic
  3. Gartner
  4. Forrester

#2 Du skal kunne lede

IT-afdelingen vokser stadig stødt i takt med, at apps og automatiseringer bliver en normal del af hverdagen. Fra computerens indtog i slut 80’erne til i dag, hvor alle medarbejdere er udstyret med minimum to devices, er der kommet et stadig større pres på support- og udviklingsafdelingen.

Det øgede pres for hurtig problemløsning og konstant udvikling af IT-systemet betyder, at selv små IT-afdelinger i dag har brug for en dygtig leder i front.

Du skal kunne uddelegere og følge op. Du skal kunne styre et Scrum-forløb, og du skal kunne tage afgørende beslutninger, når dine medarbejdere har brug for det. Og så skal du forstå dine medarbejderes frustrationer og turde udvise stor empati – ikke noget, der nødvendigvis ligger nemt til IT-chefer af den gamle skole.

I vores egen lederudvikling læner vi os blandt andet op ad disse sider:

  1. https://hildebrandtbrandi.com/videndeling/
  2. Ledernes Hovedorganisation
  3. 10 gode råd til lederudvikling
  4. Bogen ”Vi er bedst, når vi er glade” af Mikael Kamper

#3 Du skal kunne formidle

IT-budgetterne vokser. Det vil de også gøre i fremtiden. Derfor bliver det også stadig vigtigere, at du kan formidle den værdi, som jeres IT-indsatser skaber for andre, ikke-IT-kyndige personer.

Det er en selvfølge, at IT-chefen i fremtiden skal kunne formidle jeres værdi til økonomichefen, som skal godkende budgettet. Men du skal faktisk også kunne formidle værdien af jeres udviklingsprojekter over for den resterende topledelse og for afdelingslederne, for de ser jo helst, at systemet passer præcist til deres egen agenda og egne behov.

I mange tilfælde skal du ligefrem kunne formidle jeres IT-prioriteringer over for alle de almindelige medarbejdere. Det er dem, der sidder med førstehåndsoplevelsen af jeres system, så de skal forstå for eksempel, hvorfor jeres sikkerhedspolitikker skal være så stramme og bøvlede.

Skal du træne formidling, kan vi anbefale disse ressourcer:

  1. Bogen ”Præsentation & Formidling” af Mette Hald
  2. Lederweb
  3. Mikkel Svolds kommunikationsblog  
  4. 10 gode råd til dig, der vil være bedre til at præsentere

#4 Du skal forstå din bruger

Interessant er det, at mange IT-chefer anser den yngre generation for at være ”dårlige til IT”. Og det på trods af, at de er oppe imod en generation af digitalt indfødte, der har haft en iPad i hånden, siden de kunne gå.

Problemet er derfor næppe, at dine brugere er IT-nybegyndere. Problemet er, at de personer, du sammenligner dem med, typisk vil være superbrugere af netop dit system; erfarne medarbejdere, der har været med siden den første computer fandt vej til jeres skriveborde.

Problemet er også, at de unge brugere er vant til ”no-nonsens”-IT. IT-systemer udviklet af de helt store IT-mastodonter, som har styr på brugerrejser og UX-design, og som har software, der kører som smurt i olie.

Den yngre generation er vant til, at hvis en app ikke virker, så henter man bare en anden. De gider ikke bøvle med systemer og har langt fra den sammen tålmodighed til komplekse systemer, som vi ser den hos folk med grå hårstrå på toppen.

Du skal altså kende din bruger. Du skal vide, hvad der rør sig hos dem; hvilke behov de har, og hvilke problemer, der forhindrer dem i at udføre deres arbejde mest effektivt.

I virkeligheden er det lettere sagt end gjort:

Du skal afsætte tid til at besøge din bruger. Gå på opdagelse hos dem, følg dem en dag, og observer hvordan de arbejder i dine systemer. På den måde vil du fange rigtigt mange problemer i opløbet og vil have et stærkt udgangspunkt for at prioritere jeres udviklingsprojekter.

#5 Du skal kvalificere dine leverandører

Der var engang i folkeskolen, hvor du lærte om noget, der hed ”kildekritik”. Det var vist nok i historietimen – vi hørte heller ikke rigtigt efter. I dag er det et problem.

Grav din gamle viden frem, for som IT-chef skal du bruge din kildekritiske sans. Du skal kunne lugte spec.-overdrivelser og falske ”selvfølgelig-kan-vi-det”-løfter på 10 kilometers afstand.

Fordi fremtidens IT-system beror så kraftigt på eksterne serviceleverandører, skal du kunne skille skidt fra snot. Du skal have faste og pålidelige fremgangsmåder, når du kvalificerer dine underleverandører, og du skal kunne skrive en Service Level Agreement, så den ikke kan fortolkes, forvrides og forlades uden, at det har konsekvenser.

Så ja, fremtidens IT-chef er pakket med bløde kompetencer. Kompetencer, der sikrer gode samarbejder, gode beslutninger og en flydende IT-udvikling.

Selvom det kan virke skræmmende for IT-chefer af den gamle garde, så er det den vej udviklingen går. Så få styr på dine ”bløde” kompetencer. Træn dem, og vær klar til at møde morgendagens IT-udfordringer med fuld styrke.