Account Manager til CapaSystems

Vi søger en Account Manager, der brænder for kundedialogen og den gode rådgivning og samtidig har erfaring med opsøgende løsningssalg til IT-chefer og systemadministratorer i private og offentlige IT-organisationer.

Om CapaSystems

Siden 1996 har CapaSystems som dansk software-, udviklings- og rådgivningshus haft fokus på endpoints, og er i dag førende eksperter i sikker og nem håndtering af de desktops, mobile devices, servers og virtuelle stationer, som er knyttet til kundernes netværk.

CapaSystems fokuserer på at udvikle og fastholde langsigtede kundeforhold. Udgangspunktet for kundedialogen er behovet, ikke teknologien. Med en bred portefølje af løsninger og rådgivningskompetencer leverer man de løsninger, der passer bedst til kundens konkrete situation.

CapaSystems ser Nordeuropa som det naturlige marked og er i gang med at implementere en kommerciel strategi, som over de næste 3-5 år vil styrke og udvikle virksomheden markant. Fordi CapaSystems er en dansk softwarevirksomhed, har man muligheden for at levere europæiske Endpoint Management-løsninger, der sikrer kunden – uafhængig af større aktører.

CapaSystems

Om stillingen

Som Account Manager vil du have ansvar for salg af CapaSystems produkt- og ydelsesportefølje til nye og eksisterende kunder på det danske marked. Du vil i reference til salgsdirektøren være en nøglespiller i at styrke og udbygge salgsteamet. Sammen vil I sikre, at kunderne oplever værdi i dialogen med CapaSystems fra første kontakt til en løsning er implementeret. Du vil også skulle sikre, at eksisterende kunder fortsat værdsætter CapaSystems kompetencer, og bidrage til genforhandling af kontrakter, udbygning af samarbejdet og at finde løsninger på nye behov.

CapaSystems er på en rejse, der handler om at udbygge kundeporteføljen, vokse geografisk og udbygge deres rådgivning, mens man fastholder og løbende udvikler sine softwareprodukter. Du vil være ansvarlig for hele kunderejsen, og din kundeportefølje vil være et mix af eksisterende kunder og nysalg på tværs af segmenter.

En del af dit salg vil være støttet af aktiv inbound leadgenering fra marketing og løbende kampagnefokus, men du må forvente, at en del af dit arbejde også vil omfatte klassisk opsøgende salgsarbejde.

Dit primære ansvar vil være:

  • at udvikle og eksekvere salgsplan for dit område i samarbejde med det kommercielle team
  • at etablere kontakt og møder samt vedligeholde relationerne med relevante kontaktpersoner hos nye og eksisterende kunder
  • at aktivitets- og salgsmål opnås
  • at opbygge og løbende sikre en pipeline af velkvalificerede salgsmuligheder på ca. x3 af dit salgsmål
  • at prioritere og drive account-planer for udvalgte kunder
  • at udarbejde tilbud og forhandle aftaler på plads
  • at sikre en god onboarding af nye kunder i samarbejde med customer support
  • at bidrage til løbende problemløsning og håndtering af potentielle churn-sager i samarbejde med den øvrige organisation
  • projektledelse af kundespecifikke forespørgsler og sikre, at de kommer i mål, og at kunden er glad for løsning og aftale.

Dit daglige arbejde vil bestå i at opsøge kunder, forberede og afholde møder med relevante kontaktpersoner, identificere og drive salgsmuligheder, deltage i salgsunderstøttende events og bidrage til udvikling af kampagnekoncepter rettet mod udvalgte kundegrupper. CRM-systemet er dit daglige værktøj, som hjælper dig til overblik i din dagligdag og ikke mindst løbende styring af din pipeline.

CapaSystems er en mindre, adræt organisation, og du vil have et tæt samarbejde og dialog med kolleger på tværs af funktioner, ligesom din dialog med kunderne som oftest består af kontakt til erfarne systemadministratorer eller compliance- & sikkerhedsansvarlige, samt IT-chefer og CTOs. Især salgsdirektøren, det øvrige salgsteam og marketingteamet vil være dine nære samarbejds- og sparringspartnere i dine relations- og salgsunderstøttende aktiviteter.

Din profil

Vi søger en Account Manager med nogen erfaring og dokumenterede resultater inden for opsøgende salg. Selv om din kundeportefølje vil være et mix af nysalg og salg til eksisterende kunder, er det vigtigt, at du er proaktiv og opsøgende af natur. Du evner samtidig at lytte og at drive dine opgaver på en måde, der på en gang sikrer fremdrift og udstråler den ro og sikkerhed, som er kendetegnende for det gode rådgivende salgsarbejde.

Du arbejder systematisk, måske med afsæt i en eller flere salgsmetoder. Du kan i hvert fald redegøre for, hvordan du griber salgsprocessen an. Du er naturligt resultatorienteret og motiveres af at kunne måle aktivitet og succes i form af pipelineopbygning. Det er naturligt for dig at arbejde med CRM samt at dokumentere og rapportere på dine indsatser – ikke som kontrol, men som en anledning til at lære og udvikle dig i din rolle.

Du er naturligt nysgerrig og forstår at finde den rette balance mellem at spørge, lytte og tale. I tilgangen til salg er du mere rådgivende konsulent end transaktions-sælger, selv om du selvfølgelig er i stand til at pitche virksomheden og præsentere løsningsforslag.

På det menneskelige plan har du blik for fællesskab og lægger vægt på at behandle andre mennesker imødekommende og med respekt. Du er resultatorienteret og vil gerne vinde, uden at det er den altdominerende kvalitet.

Du evner i en travl hverdag at holde fokus på opgaven og trives med et højt aktivitetsniveau og mange kundemøder – uden at blive hektisk.

CapaSystems er en fællesskabs- og værdibåret virksomhed med respekt for den enkelte og fokus på, at alle trives og bidrager. Man har en grundlæggende, nørdet tilgang til faglighed, når det handler om at at håndtere endpoints og går altid den ekstra mil for kunder, der står med en udfordring, de skal have løst.

Interesseret?

Hvis du vil vide mere om stillingen, så er du velkommen til at kontakte Jesper Christiansen på enten [email protected] eller på mobil 2020 3736.